Bent Dahl Jensen,
Regeringen indgik den 29. juni en aftale med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet. Henrik Dam, der er formand for Det Kriminalpræventive Råd, mener, at aftaler indeholder både gode og dårlige takter.
”Jeg er overordnet glad og lettet over, at man har lyttet til eksperternes advarsler mod at sænke den kriminelle lavalder. Jeg er tilfreds med, at indsatsen baserer sig på sociallovgivningens regler, som allerede har de nødvendige redskaber i værktøjskassen. Det er især afgørende, fordi det her handler om børn helt ned til ti år,” skriver Henrik Dam i en kommentar på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside.
Det er rigtig godt, at man styrker SSP-samarbejdet (samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi) og sikrer særlige forebyggelsesenheder i politiet, siger Henrik Dam og tilføjer:
”Vi ser positivt på, at man vil stille lovkrav til kvaliteten af den pædagogiske indsats på institutioner, og at man vil undersøge om der er behov for mere uddannelse. Den professionelle pædagogiske indsats er afgørende for, at de unge mennesker kommer ud på den anden side og ikke begår kriminalitet igen.”
Derimod kritiserer han, at regeringen, S og DF ikke indfører brugen af genoprettende praksis i ungdomskriminalitetsnævnet. Det er en praksis, der handler om at genoprette den skade, en kriminel handling har forvoldt. Det sker ved at gerningsmanden møder offeret ansigt til ansigt og aftaler en genoprettende handling.
”Vi anbefaler derfor stadig en genoprettende praksis. Det giver gerningsmanden mulighed for at høre, hvordan offeret oplevede situationen. Dermed kan han eller hun nemmere påtage sig ansvaret og dermed hjælpe offeret med at bearbejde hændelsen. Det har vist gode resultater i Norge, og vi mener, det er vigtigt, at den unge indser konsekvenserne af sin kriminalitet, erkender sit ansvar og angrer for at kunne lære af sin handlinger,” skriver Henrik Dam.
Aftalen om bekæmpelse af ungdomskriminalitet kommenteres i flere andre artikler, bl.a.:
URL: https://cafeexit.dk/det-kriminalpraeventive-raad-baade-gode-og-daarlige-takter-i-aftalen-om-at-bekaempe-ungdomskriminalitet/