Debatindlæg fra Kriminalforsorgsforeningen: Selv de mest hårdkogte bandemedlemmer kan komme ud af bandemiljøet

Bent Dahl Jensen,  

”En række af bandeinitiativerne bygger således på forestillingen ’En gang gangster, altid gangster’. Men det er en hårdnakket myte, som desværre har bidt sig fast på Christiansborg,” skriver John Hatting, der er formand for Kriminalforsorgsforeningen, i et debatindlæg på Politiken.dk. Han skriver bl.a.:

”En opgørelse fra Justitsministeriets eget forskningskontor viser, at af samtlige 3.593 rockere og bandemedlemmer, som politiet havde registreret siden 2009, var det på tværs af grupperingerne kun godt en fjerdedel, der fortsat var registreret ved indgangen til 2017. Kun 7 pct. af de personer, der oprindeligt var registreret som indvandrerbandemedlemmer, var ved årets begyndelse fortsat medlem af banden. Med andre ord havde 93 pct. af indvandrerbandemedlemmerne forladt deres gruppering over en periode på syv et halvt år. …

Ved første øjekast ligner V-LA-K-regeringens indsats for at sætte bander bag tremmer et udtryk for, at den med fasthed og konsekvens bidrager til et tryggere samfund. Men en hel del tyder på, at regeringens udspil på centrale punkter kan ende med at øge kriminaliteten og dermed forråelsen i samfundet.

Den største fejlslutning sker, når man antager, at rocker- og bandemedlemmer ikke ønsker at opgive deres kriminelle livsstil. Tallene ovenfor viser, at det er lodret forkert.

Var den massive exit fra banderne resultatet af målrettet social indsats, ville der være tale om en af danmarkshistoriens mest succesfulde sociale indsats. Desværre aner vi ikke, om det er tilfældet. For vi har i Danmark forsvindende lidt viden om, hvad årsagerne og sammenhængene er. Den omfattende exit fra banderne bekræfter imidlertid med overvejende sandsynlighed antagelsen om, at bagsiden af de hurtige penge og stofferne er en kummerlig tilværelse med frygt, stress og vold. Et liv, som selv de mest hårdkogte gerne vil lave om på, når muligheden byder sig.”

URL: https://cafeexit.dk/debatindlaeg-fra-kriminalforsorgsforeningen-selv-de-mest-haardkogte-bandemedlemmer-kan-komme-ud-af-bandemiljoeet/