Bent Dahl Jensen,
Antallet af tilfælde, hvor indsatte anbringes i strafcelle i eller mere end 15 dage er steget markant siden 2015, hvor der var syv tilfælde. Året efter var der i alt 222 tilfælde, skriver Jyllands-Posten. Og i de første ti måneder af 2017 er indsatte 380 gange blevet ikendt såkaldt strafcelleanbringelse i 15 dage eller mere. Under en strafcelleanbringelse sidder de indsatte i isolation.
Mange af anbringelserne i strafcelle skyldes, at der i 2016 blev indført en række skrappere sanktioner mod besiddelse og brug af ulovlige mobiltelefoner i danske fængsler.
Kristian Mølgaard, der er formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, mener, at disciplinærstraffene bør fastsættes af en dommer akkurat som andre straffe i det danske retssystem.
Kriminalforsorgen oplyser, at fængslerne beslaglagde 1.781 mobiltelefoner i 2015, 1.302 telefoner i 2016 og 677 telefoner i løbet af de første ti måneder af 2017.
Brugen af isolation i fængslerne har tidligere været kritiseret, og internationalt ligger der anbefalinger fra både Europarådets Torturkomité og FN, der fraråder isolation af indsatte på over 15 dage. Anbefalingerne fra FN blev i december 2015 vedtaget enstemmigt, og dermed har de danske myndigheder støttet op om anbefalingerne. Aftalerne er dog ikke bindende, skriver Jyllands-Posten.
URL: https://cafeexit.dk/danmark-isolationsstraffer-mere-end-internationale-aftaler-tillader/