Bent Dahl Jensen,
Under CPH:DOX filmfestivalen er Café Exit medarrangør af en film- og debataften mandag den 19. marts i Apostelkirken på Vesterbro. Her vises filmen ”The Work”, hvor man følger tre mænd udefra, der indvilliger i at deltage i et terapeutisk gruppe-eksperiment med de hårdeste fanger i Folsom State Prison. Det var her countrysangeren Johnny Cash for 50 år siden gav to koncerter, som blev optaget live og sendt på tv – og hvor han bl.a. sang ”Folsom Prison Blues”.
De tre mænd tilbringer fire dage sammen med bandemedlemmer, drabsmænd og nynazister.
”Og hvilke fire dage,” hedder det videre i omtalen filmen. ”Med en unik adgang, et eminent kameraarbejde og en lydside, der får én til at miste pusten, lader denne enestående film os komme helt tæt på nogle af Amerikas farligste mænd, mens de én efter én bryder sammen i armene på tidligere dødsfjender.”
Efter filmen vil der være debat med tidligere indsat Tom Hansen, der er projektmedarbejder i Café Exit, og fængselspsykolog Anja Leavens om, hvordan terapi fungerer i fængslet.
Arrangementet holdes mandag den 19. marts 2018, kl. 18.15-21.15, i Apostelkirken, Saxogade 13, 1662 København V. Entré: 90 kroner.
OBS: Vær venligst opmærksom på, at der kun kan betales med MobilePay og kontanter i døren.
URL: https://cafeexit.dk/cphdox-og-cafe-exit-viser-film-fra-folsom-prison-i-usa-med-efterfoelgende-debat/