Frivillige søges til gruppeforløb i Søbysøgård Fængsel

Frivillige søges til gruppeforløb i Søbysøgård Fængsel

Meld dig som frivillig og hjælp indsatte til at stå stærkere efter endt afsoning!

Bent Dahl Jensen,  

Har du lyst til sammen med andre frivillige at være med i et fællesskab, der er positivt, meningsfuldt og giver indsatte et positivt input og et rum for fælles refleksion? Hvis ja, så vil vi invitere dig til at være med i et gruppeforløb i et fængsel, en eftermiddag to gange om måneden. De specifikke datoer vil blive fastlagt i midten af august og valgt ud fra, hvilke dage der passer de frivillige bedst at besøge fængslet. Forløbet vil både rumme samtaler og aktiviteter, og du vil i gruppen mødes ligeværdigt med frivillige såvel som indsatte, på tværs af forskelligheder og livshistorier.

Som frivillig i et gruppeforløb giver du indsatte mulighed for at tale med og spejle sig i mennesker, der lever et kriminalitetsfrit liv og opleve, at der er mennesker fra civilsamfundet, der vil give dem en chance til, når de bliver løsladt. Du vil være med til at nedbryde dels den stigma, som de lægger på sig selv, og den stigma, som de oplever at blive mødt med, når de vender tilbage til samfundet.

Vi leder efter frivillige, der ønsker at skabe et reflekterende og meningsfuldt rum, uden fordømmelse og som tør tale om alt fra værdier, magt- og magtesløshed til at turde at lave åndedrætsøvelser sammen med de indsatte. I Café Exit har vi en masse idéer til, hvad I kan lave – men vi ønsker, at I i grupperne selv skal være med til at forme jeres gruppeforløb, så det passer til de indsattes behov og ønsker om læring.

Cafe Exit er en kirkelig social organisation, som arbejder med at hjælpe indsatte og tidligere indsatte med at finde fodfæste i liv og samfund efter endt afsoning. Vi har eksisteret i 18 år og har afdelinger i København, Odense og Aarhus med 14 ansatte og ca. 140 frivillige. Vi har en bred vifte af tilbud til vores brugere fra gældsrådgivning over mentorforløb til sociale arrangementer. Du kan finde mere viden om vores arbejde, vores afdelinger og medarbejdere på vores hjemmeside www.cafeexit.dk.

Som frivillig i Café Exit vil du blive klædt på til det frivillige arbejde med indsatte, og du vil løbende modtage sparring fra en ansat. Vi afholder introduktionskursus for nye frivillige lørdag d. 27. oktober og tilbyder en skriftlig anbefaling og at være reference på CV’et efter et års engagement som frivillig. 

Hvor og hvornår, tidsperiode og transport

Jeg er interesseret, hvad gør jeg?

Kontakt projektleder Hanna Skovgaard fra Café Exit i Odense. Hun er på ferie frem til den 4. august og vil herefter invitere interesserede til samtale i starten af august. Der afholdes et formøde før opstart af gruppeforløbene i slut august. 

Vi glæder os til at høre fra dig! 

URL: https://cafeexit.dk/cafe-exit-soeger-frivillige-til-gruppeforloeb-i-soebysoegaard-faengsel/