Bliv frivillig netværksmentor eller frivilligkoordinator i nyt beskæftigelsesprojekt

Bent Dahl Jensen,  

Café Exit har brug for frivillige til et nyt projekt, der skal motivere og støtte tidligere indsatte, som har svært ved at finde fodfæste på det almindelige arbejdsmarked, til at finde jobs, hvor de ved at bruge Det Sociale Frikort kan tjene lidt ekstra, uden at det går ud over deres kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse.

Det Sociale Frikort giver borgere med særlige sociale problemer mulighed for at tjene op til 44.691 kr. (2026) skattefrit, uden at indtægten fradrages i borgerens offentlige forsørgelsesydelser. Denne mulighed for at tjene lidt ekstra er et afgørende skridt for mange, der skal genopbygge struktur og tillid til arbejdsmarkedet.

I projektet kombineres muligheden for at benytte Det Sociale Frikort med en netværksordning, der sikrer individuel støtte, vejledning og netværk, så deltagerne får både praktisk hjælp og personlig støtte til at fastholde deres motivation.

Vi søger lige nu frivillige netværksmentorer og frivilligkoordinatorer til projektet. På hjemmesiden kan du læse mere om, hvad det indebærer at være netværksmentor og frivilligkoordinator. Du er også velkommen til at kontakte projektleder Anna Sabro Æbelø på mail asa@cafeexit.dk eller på tlf. 27 79 36 08.

Der er tale om et treårigt projekt med base i afdelingen i Aarhus, men projektet omfatter også afdelingerne i Odense og København. Så der er brug for frivillige i alle tre afdelinger.

URL: https://cafeexit.dk/bliv-frivillig-netvaerksmentor-eller-frivilligkoordinator-i-nyt-beskaeftigelsesprojekt/