56 indsatte kvinder i Vestre og Jyderup Fængsel har midt i den ekstra belastende Covid19-tid modtaget en gave fra Café Exits Kvindeklub.

Gensynsglæden er stor, da 10 frivillige fra Kvindeklubben samles for første gang, siden alt blev lukket ned. Anledningen er, at Vestre Fængsel og Jyderup Fængsel har givet grønt lys for, at de indsatte kvinder må få en pakke hver. Som en lille hilsen, nu hvor de ikke har haft mulighed for at deltage i de kreative aktiviteter, som Kvindeklubben ellers har tilbudt inde i fængslerne.

”Jeg har haft det så svært med, at vi ikke kunne give kvinderne det lille frirum, de har sat så stor pris på, når vi er kommet ind til dem. Vi plejer at hygge os med at lave fx smykker, decoupage på fotorammer, hjertekort til Valentine osv. Og snakke hen over kaffen og lækre kager. De skal vide, at de ikke er glemt,” fortæller Maria Hellstrøm, som var med til at starte Kvindeklubben for ti år siden.

DIY-armbånd og chokolade i poser

I løbet af 3-4 timer bliver der kreeret fine kort af håndlavet papir til hver af kvinderne.

”Jeg synes, vi skal skrive ´Kære du, – det ville jeg selv kunne lide,” foreslår Kirsten Gravesen, som har været frivillig længe. ”Vi kan skrive, at vi savner at være sammen med dem, og ser frem til at der bliver lukket op for, at vi må ses igen.”

Gaverne skal kunne tjekkes af betjente i fængslerne, så der pakkes plastikposer på samlebånd. Hver pose indeholder en pose med perler o.l. til at lave armbånd, 10 mandalaer og nogle tusser til at male dem med, en lille pose med chokolade og et håndskrevet kort.

Inde i fængslet står de i 48 timer, inden kvinderne modtager gaven.

• Se flere billeder på Facebook.

Forrige

• 18. maj. - Café Exit søger studentermedhjælper til Odense
• 10. maj. - Café Exit søger barselsvikar til kvindeprojekt
• 29. apr. - Akkreditering af gældsrådgivningen blev fejret med stor glæde og tak
• 28. apr. - Fremgang på flere områder i 2025
• 24. apr. - Café Exits cykelprojekt har brug for hjælp

Drengen i busken

Hun kunne godt være gået forbi. Men det gjorde hun ikke. Da hun blev klar over, at der inde i busken sad en dreng og græd, stoppede hun op. Hun kaldte på ham, og han kravlede ud. Det var en lyshåret dreng på 6‐7 år. Hun kendte ham ikke, men hun ville gerne hjælpe ham. Så hun spurgte, hvad han var ked af. Han fortalte, at der ikke var nogen, der elskede ham, og at han kun ønskede at dø. Ordene gik ind hos hende. Nu var der to, der græd. Hun sagde nogle ord for at trøste ham. Men det vigtigste skete, da hun kom hjem. Hun besluttede sig for, at hun ville bede for denne dreng. Hun ville bede om, at han måtte lære Jesus at kende som sin frelser. Det bad hun om ‐ i mere end 25 år.

Drengen udviklede sig til en af de mest hårdkogte voldsforbrydere i Danmark. Han fik 16 domme for vold, grov vold og mordforsøg, og tilbragte mere end 10 år i fængsel. Han blev medlem af rockerbanden Bandidos, men selv hos dem blev han sat under skærpet tilsyn på grund af sin ekstremt voldelige adfærd. Han blev opgivet af læger, pædagoger, psykiatere og kriminalforsorg. Ingen kunne nå ind til ham. Ingen kunne hjælpe ham. Han var håbløs. Men hun blev ved at bede for ham.

Kvinden hed Ellen Jensen, og drengen hed Martin Bentsen.

Kriminel og narkoman

Allerede som 15‐årig fik Martin sin første dom ‐ for 23 tilfælde af indbrud, biltyveri og vold: ”Jeg kan huske, at de skrev i mine papirer, at Martin Bentsen trods sin unge alder allerede er særdeles godt kendt af politiet. Og jeg kan huske, at jeg var stolt af det. Jeg ved godt, at det er sygt, men sådan havde jeg det.”

Som 16‐årig kom Martin i fængsel for første gang: ”Det var en skræmmende oplevelse, rigtig meget faktisk. Jeg kan huske, at jeg stod i en kø i fængslet for at få mad, og så var der en bag mig, der spurgte: ’Hvor gammel er du?’. ’16 år,’ svarede jeg. ’Du når ikke at blive 17 år herinde’. Det var ikke nogen god oplevelse. Men da jeg kom ud, lod jeg selvfølgelig som om, at det havde været helt fint. Ingen problemer! Peace of cake! Og det gav respekt.”

I løbet af få år udviklede Martin et stofmisbrug. Det begyndte med hash, derefter amfetamin og til sidst kokain. Stofferne gav ham en forbigående oplevelse af ro indeni, og de gav også en oplevelse af at have styr på livet.

Forvandlet

I 2011 kom Martin i fængsel endnu en gang. Han havde ikke længere rede på, hvor mange år, han havde siddet inde. Denne gang blev han dømt, fordi han tog skylden for en anden: ”Men det er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv. For det var under denne afsoning, at jeg begyndte at læse i Bibelen.”

Martin havde aldrig tidligere fundet nogen glæde ved at læse: ”Jeg har aldrig kunnet samle tankerne om det. Jeg har siddet og banket hånden i bordet af utålmodighed, når jeg læste, og så har jeg alligevel kunnet læse den samme tekst 20 gange uden at huske noget af det.”

Hvorfra kom idéen om, at han nu skulle begynde at læse Bibelen? Martin ved det ikke. Men han ved, at der var en kvinde, som bad for ham, og at der var en Gud, som ville frelse ham.

”Da jeg begyndte at læse i Bibelen, oplevede jeg noget, som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg forstod det, jeg læste, og der kom ro på mig, mens jeg læste.”

På et tidspunkt kom Martin 30 dage i isolationscelle, og han fortsatte med at fordybe sig i Bibelen. Da han kom ud af isolationscellen, mærkede både medfangerne og fængselspersonalet, at der var sket en forandring med ham. En af fængselsbetjentene gik til ham ”Martin, hvad er der galt? Du råber og skriger ikke, som du plejer.” Martin undrede sig over spørgsmålet, for han mærkede ikke selv nogen forandring.

En fra det psykiatriske personale spurgte om årsagen til forandringen: ”Det kan da ikke være isolationsfængslingen, der har gjort det!” Martin forklarede enfoldigt og ligefremt, hvad han havde oplevet – at han havde mødt Jesus som den, der havde taget sig af det mest grundlæggende og afgørende problem i hans liv: ”I kan jo ikke hjælpe mig med mine synder. I kan gøre det ene og det andet. Men min synd er det kun Jesus, der kan hjælpe mig med. Han har frelst mig!”

Den gamle og den nye Martin

I Martins fængselspapirer står der, at fængselsvæsenet har haft med to forskellige personer at gøre under samme navn: Martin Bentsen, som han var indtil 2012, og Martin Bentsen, som han blev efter 2012. Forandringen var radikal, varig og menneskeligt set uforklarlig.

Et svært nyt liv

Livet efter kriminalitet og fængsel har ikke været enkelt for Martin: ”Det har ikke været en dans på roser. Det er ikke, fordi det har været svært at lade være med at lave vold og kriminalitet. Det har jeg ingen lyst til længere. På det punkt har jeg været helt chokeret over mig selv. Jeg har været vant til, at i nogle bestemte situationer har jeg spontant reageret med vrede og vold. Og så oplever jeg nu, at der ingen reaktion er indefra. Der er ikke engang noget, som jeg skal styre. Jeg kan selvfølgelig blive sur, men det er noget helt andet.”

”Det, som har været svært, har været det, som for andre er en selvfølge – det helt almindelige hverdagsliv. Det tog f.eks. lang tid for mig at klare sanseindtrykkene fra alle de mange mennesker, fugle og biler, som man møder, når man går ned ad en gade i København. Tidligere tog jeg en masse stoffer, som bedøvede mig. Nu gik indtrykkene lige ind.”

”Den store udfordring har været at få en dagligdag til at fungere med at stå op, planlægge at gøre noget, købe ind osv. Det har været svært, rigtig svært.”

Den lille dreng og kvinden

For 30 år siden sad Martin i en busk og græd. Hans sorg var, at ingen elskede ham. Den sorg er der ikke længere. Martins yndlingsvers i Bibelen taler stærkt om Jesu kærlighed til ham, Galaterbrevet 2,20: ”Jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.”

I dag er Martins biologiske mor død. Han nåede aldrig at få et nært forhold til hende. Men der er en anden, som han kalder ”mor”. Det er den kvinde, som stoppede op ved busken for 30 år siden, og som i mere end 25 år foldede sine hænder for ham og bad om hans frelse. I dag kan han knap tale om hende uden at få tårer i øjnene.

”Ellen så alt det, der skete med mig i de år, hvor jeg var kriminel. Menneskeligt set virkede det umuligt, at jeg skulle blive en kristen. Men Gud mindede hende om at blive ved at bede for mig, og Guds magt udfolder sig i vor afmagt. Det, der er sket, er Guds gerning.”

Forrige

• 10. maj. - Isak går mod strømmen og tager en uddannelse efter fængselsdom på otte år
• 06. apr. - Tidligere indsat et år efter prøveløsladelsen: Jeg er nået længere, end jeg havde regnet med
• 29. maj. - Michael ville undgå fængsling og spillede dum til IQ-test: Det fik uoverskuelige konsekvenser
• 26. feb. - Ny film: Far er i fængsel
• 16. aug. - Programmet ”Nye Veje” har hjulpet Rune til et nyt syn på livet

Tre civilklædte betjente bankede på hos Helle Vilsfort, og hun tilstod med det samme, at hun havde 70 gram amfetamin i lejligheden. Helle brugte selv stoffet og solgte lidt for at finansiere sit forbrug. Rygterne gik, at der havde været syv kampklædte betjente i hendes lejlighed, og hendes familie var helt i chok, fordi de troede, at deres Helle var narkopusher. Det skete 2. oktober 2012, og Helle sad fire uger i varetægtsfængsel i Vestre Fængsel.

“Jeg brugte en masse tid i min celle på at tænke over fremtiden, nutiden og ikke mindst fortiden” skriver Helle Vilsfort i bogen Exit til livet.

“Jeg var overrasket over mig selv og det valg, jeg havde truffet. At jeg i sin tid endte i stofferne, kunne jeg til dels forstå og acceptere,  selv om det var ekstremt skamfuldt, at jeg i en alder af 38 år kom ud i dette. Jeg havde trods alt i en uddannelse som pædagog bag med og havde siddet i en mellemlederstilling. Så via min uddannelse og mit arbejde havde jeg en viden om misbrug og misbrugets konsekvenser og burde have vidst bedre.”

Café Exits klub for kvindelige indsatte
Helle Vilsfort deltog Helle Vilsfort i Café Exits kvindeklub i Vestre Fængsel. Hver 14. dag kommer frivillige kvinder fra Café Exit, og sammen med fængselspræst Susanne Christiansen har de kreative aktiviteter og hygge med op til otte kvindelige indsatte.

Her mødte Helle Vilsfort kunstterapeut Herdis Gregersen, som afprøvede, hvordan kunstterapi ville fungere for de kvindelige indsatte.

“Det skulle senere vise sig, at mødet med hende blev livsændrende og min redning,” fortæller Helle.

De indsatte kvinder skulle lave bagsidebilleder. “Vi fik nogle runde stykker papir og fik at vide, at vi skulle give slip på alle vores tanker og bare tegne/male det, der lige faldt os ind. Næste skridt var at tage en af de komponenter, vi havde lavet på første tegning og bruge den på den næste og tegne et nyt billede. For hver tegning, vi lavede, skulle man bruge samme komponent og give hver tegning en titel. Vi skulle lave så mange tegninger, vi havde lyst til, indtil vi følte, at nu var processen færdig. For mit vedkommende blev det til fire billeder, der viste min psykiske rejse i min tid i fængslet.”

De fire billeder bevægede sig fra død til håb, og der opstod en kontakt mellem Helle og Herdis, som er fortsat siden.

Gik fra indsat til værdsat
Helle blev stoffri i fængslet, og hun vidste, hun ville noget andet, når hun kom ud.
”Da jeg hørte om Café Exit, var jeg klar over, at jeg havde brug for at få spændt et sikkerhedsnet ud under mig, hvis jeg ikke skulle ryge tilbage i den gamle skure,” fortæller hun, og 14 dage efter løsladelsen dukkede hun op i Café Exit i Saxogade på Vesterbro.

”Jeg var glad for at se Café Exits motto ”Fra indsat til værdsat”, for mit selvværd var dårligt, og jeg skammede mig sådan over, at jeg havde været i fængsel,” husker Helle.

Gav slip på skammen
Få dage efter besøget i Café Exit, var Helle til sin første terapisamtale hos Herdis Gregersen, som er frivillig kunstterapeut i Café Exit, og Helle oplever terapiforløbet som hendes redning.

”Jeg har altid følt mig forkert og havde søgt tilflugt i stofferne, som opfyldte tomhedshullet i mit indre. Jeg er nu nået frem til at kunne tilgive mig selv og give slip på skammen.”

Giver tilbage som frivillig
Helle Vilsfort afsonede samfundstjeneste i Café Exit og er fortsat som frivillig ved Café Exits månedlige kultureftermiddage, hvor hun laver mad til de omkring 100 deltagere, som består af indsatte, ansatte og frivillige.

”Jeg kan give noget tilbage til Café Exit, og min mad bliver værdsat. Jeg er i grunden udadvendt og åben, og det behøver jeg ikke længere at være på stoffer for at være.”

Forrige

• 10. maj. - Isak går mod strømmen og tager en uddannelse efter fængselsdom på otte år
• 06. apr. - Tidligere indsat et år efter prøveløsladelsen: Jeg er nået længere, end jeg havde regnet med
• 29. maj. - Michael ville undgå fængsling og spillede dum til IQ-test: Det fik uoverskuelige konsekvenser
• 26. feb. - Ny film: Far er i fængsel
• 16. aug. - Programmet ”Nye Veje” har hjulpet Rune til et nyt syn på livet

”Mit navn er Tom, og det her er min historie. … Man kan måske nok kalde det en spændende historie, og jeg kan da også fortælle om tidspunkter, hvor jeg i øjeblikket tænkte, at jeg var verdensmester i alt, og at det var det fede liv, jeg levede. Men først og fremmest er det en historie om, at alting har en pris.”

Sådan indleder Tom Rostved sin bog ”Fra kokain til Café Latte”, og prisen for ham har været, at han har mistet stort set alt, hvad han holdt af: ”Jeg har skyllet mit liv ud i lokummet,” fortæller han i bogen.

Hudløst ærlig beretning
Tom Rostved stoppede sit misbrug i 2009 og valgte at se i øjnene, at hans higen efter anerkendelse har ført ham på et helt galt spor. Han står frem med hudløs ærlighed, for nu vil han gerne advare unge mod at begå de samme fejltagelser.

”Hvis nogen kan bruge min lortehistorie til noget godt, er det fantastisk,” siger Tom. Og han har allerede mange gange oplevet, at det er der faktisk en del, der kan. Han har fortalt masser af konfirmander om sit liv.

”De synes, det er sjovt i starten, men når jeg begynder at fortælle om prisen ved at rende rundt og spille sej, bliver de helt stille. ”

300 foredrag på fire år
Gennem fire år har Tom Rostved holdt omkring 300 foredrag for konfirmander, for menighedsråd og sågar for politibetjente.

”De sidste to år, jeg afsonede i Vridsløselille Statsfængsel, tog jeg ud sammen med en betjent og holdt foredrag. Han spørger stadig tit, om jeg har lyst til at tage med ud, og jeg er fortsat med at holde foredrag efter løsladelsen.”

Vil fratage unge lysten til at spille seje
Hvad vil du opnå ved at fortælle din historie?

”Det er indlysende: At folk ikke skyller deres liv ud i toilettet, som jeg har gjort. De valg, de træffer nu, selv om de kun er konfirmander, har kæmpebetydning for deres fremtid. Måske starter de bare med at ryge lidt hash, og det ser uskyldigt ud, men lige pludselig er det alvorligt. De har så meget potentiale, de unge mennesker, og jeg vil ikke skræmme dem, men jeg fortæller råt for usødet, så de ikke har lyst til at bevæge sig ud i det.”

Fængslet følger med
I menighedsråd og andre forsamlinger med voksne fortæller Tom Rostved især om de bump, der er på vejen ud fra fængslet.

”Vi har taget vores straf, men er stemplet, når vi kommer ud. Udenfor er vi i et mentalt fængsel, fordi vi ikke har lært at begå os i samfundet.”

Han giver ikke meget for den resocialisering, som fængslerne skal give de indsatte.

”Det kan man ikke med mennesker, der aldrig er blevet socialiseret,” siger han. I bogen fortæller han om sin barndom, der var præget af en alkoholiseret og voldelig far, og hans mor havde ikke overskud til at opdrage med den kærlighed og anerkendelse, som er så vigtig for børn.

Kunstnergener
Tatovør og musiker er Tom Rostveds foretrukne titler. På bagsiden af hanss bog er der et billede af en tatovering, som sidder på hans lår.

Mens han gik i skole, tegnede han altid, bl.a. på de borde, han sad ved. Hans kreativitet kunne formentlig have givet ham en helt anden tilværelse, hvis hans opvækst havde næret det ”guldkorn”, som han kalder det.

I Fangekoret spiller han guitar og bas, men kun én af de mange sange, han har skrevet, er med i Fangekorets repertoire.

”Jeg spiller i et andet band, bl.a. med en fængselsbetjent, der kender mig, fra dengang jeg var voldspsykopat. Han synes, det er dejligt, jeg er sådan nu. Der spiller jeg trommer, og jeg elsker at spille musik. Vi er ved at opbygge repertoire, så vi har ikke spillet ude endnu, selv om nogen har efterspurgt os.”

”Fra kokain til café latte – vejen tilbage” er fortalt af Toms Rostved til Benjamin Dalton, som har skrevet ned og redigeret. Bogen er trykt på Kofoeds Skole og koster 50 kroner

Tom Rostveds foredrag kan bookes på Kristeligt Dagblads foredragsliste
http://foredrag.kristeligt-dagblad.dk/2898:Tom-Rostved

Forrige

• 10. maj. - Isak går mod strømmen og tager en uddannelse efter fængselsdom på otte år
• 06. apr. - Tidligere indsat et år efter prøveløsladelsen: Jeg er nået længere, end jeg havde regnet med
• 29. maj. - Michael ville undgå fængsling og spillede dum til IQ-test: Det fik uoverskuelige konsekvenser
• 26. feb. - Ny film: Far er i fængsel
• 16. aug. - Programmet ”Nye Veje” har hjulpet Rune til et nyt syn på livet

”Exit har præcis samme mål som Kriminalforsorgen: at sørge for, at mennesker ikke bliver ved med at begå kriminalitet, fordi det skader andre og dem selv,” siger William Rentzmann, når han bliver spurgt, hvorfor han er gået ind i bestyrelsen for Exit.

Hvorfor er Exit nødvendig?
”Uanset hvor meget Kriminalforsorgen gør med tilbud om behandling, job og uddannelse, er der mange indsatte, vi ikke kan nå, fordi vi er en myndighed. Mange af de indsatte er trætte af myndigheder, og nogle ser os direkte som fjender, og så er det jo svært at nå hinanden. Derfor er det helt afgørende, at der også er private organisationer, som går ind og får fat i dem, vi ikke kan få fat i,” siger han. Han mener, at Exits motto: ’Fra indsat til værdsat’ siger meget om organisationens etik og menneskesyn, som han sympatiserer med.

”I Exit siger man: ’Man skal aldrig give op – der er altid håb’. Sådan har jeg også altid selv tænkt, selv om der kan være masser af gode grunde til at give op, når folk kommer tilbage i fængsel den ene gang efter den anden. Erfaringen viser, at hvis man ikke giver op, vil de på et eller andet tidspunkt holde op med kriminaliteten.”

Inddrager tidligere kriminelle
Exit inddrager tidligere kriminelle i arbejdet, og det har ifølge Rentzmann afgørende betydning, hvis man skal nå dem, systemet ikke kan få fat i.
”De kan skabe en tillid, som vi andre ikke kan. Og så har de en særlig faglighed, som vi andre ikke har,” siger han med et glimt i øjet.

Samarbejde med Kriminalforsorgen
Ikke overraskende lægger han vægt på, at Exit har etableret et godt samarbejde med fængslerne og Kriminalforsorgen.
”Man kan jo se, at Exit får adgang til flere og flere institutioner, og det er fordi, systemet tror på, at Exits arbejde er værd at bygge på. ”

Frivillige giver nyt netværk
Mange frivillige er i gang i Exit, og William Rentzmann understreger, at de senere års forskning fra USA og Canada viser, at opbygning af nye sociale netværk for de tidligere indsatte er det allervigtigste, man kan gøre for at støtte dem til ikke at vende tilbage til dem, de plejer at hænge ud med.
”Da vi i Kriminalforsorgen indførte samfundstjeneste i 80’erne, foregik det netop på de steder, hvor man kunne udføre samfundstjeneste sammen med frivillige, som ikke får penge for deres arbejde. Frivillige er engagerede, og de kriminelle kan mærke, at her kommer én, der vil mig. Desuden lærer de frivillige meget om kriminelle, og de kan give videre til deres omgangskreds, at de har arbejdet sammen med en, som på næsten alle punkter er et almindeligt menneske. Det betyder langt mere, end når vi andre siger det.”

Ansvar for deres eget liv
”At lære de løsladte at tage ansvar for deres eget liv og hjælpe dem, der hvor de ikke kan, er et godt princip, som jeg kan se, at Exit går ind for. Det passer fint med Kriminalforsorgens principprogram, hvor et af principperne er ansvarlighed”, siger William Rentzmann.

Det går ud på, at de indsatte selv tager ansvar for deres egen behandling. De skal selv lave deres egen mad i fængslerne, mens man før i tiden hverken skulle lave mad, vaske sit tøj eller sy en knap i. Hvis man havde siddet inde nogle år, kunne man til sidst ikke noget, og det gjorde man op med i Kriminalforsorgen, som indførte nye principper i 90’erne, som skulle gøre forholdene i fængslerne så normale som muligt.

Det hemmelige kort
William Rentzmann er begejstret for Fangekoret, som også sang ved hans afskedsreception i Kriminalforsorgen. Han lægger da heller ikke skjul på, at Fangekorets tilknytning til Exit har bidraget til, at han er gået ind i bestyrelsen.

”Jeg har hørt Fangekoret utallige gange og kender flere af dem, der er med. De gør et fantastisk arbejde. Det er godt for dem selv – det er godt for Kriminalforsorgen – og ikke mindst er det godt for befolkningens syn på kriminelle. En del ældre mennesker, som ellers ville være hamrende nervøse for en kriminel, har hørt de her rødder stå på kirkekoncerter og fortælle om, hvad de synes om livet og det, de har gjort. Det er helt uvurderligt, og måske får tilhørerne et lidt ensidigt indtryk. Men det gør ikke noget, for der er virkelig noget at afbalancere i befolkningens holdninger.

Hovedopgaven er finansiering
Et af hovedproblemerne i Exit er at få arbejdet finansieret, og det ser Rentzmann som et område, hvor han kan bidrage.

”Jeg vil gerne være med til at prøve at skaffe flere og mere varige midler, som ikke er øremærket til bestemte formål. Det er ikke nemt, for politikerne er ikke meget for at give driftsbevillinger til denne type organisationer. Jeg kan være med til at skabe kontakt til det politiske niveau og til at skabe politisk opbakning, og den skal være meget bred,” siger han.

Links

Kriminalforsorgens principprogram
William Rentzmann er stolt af de principper, som Kriminalforsorgen arbejder efter. De blev vedtaget i 90’erne, og han påpeger, at der grundlæggende er mange af de samme værdier i Exit. http://www.kriminalforsorgen.dk/Principprogram-251.aspx

Forrige

• 18. maj. - Café Exit søger studentermedhjælper til Odense
• 10. maj. - Café Exit søger barselsvikar til kvindeprojekt
• 29. apr. - Akkreditering af gældsrådgivningen blev fejret med stor glæde og tak
• 28. apr. - Fremgang på flere områder i 2025
• 24. apr. - Café Exits cykelprojekt har brug for hjælp