Afsonere i Danmark og Norge har højere beskæftigelse end i Finland og Sverige

Bent Dahl Jensen,  

Der er forskel på, hvordan afsonere af en fængselsstraf efterfølgende klarer sig på arbejdsmarkedet i de nordiske lande. Det viser et nyt studie fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, der er lavet i samarbejde med forskere fra universiteterne i Helsinki, Oslo og Stockholm.

Studiet, som er det første af sin art, og som er støttet af Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi, sammenligner arbejdsmarkedstilknytningen før og efter en person afsoner en fængselsstraf i Finland, Norge, Sverige og Danmark. Fælles for alle afsonerne er, at deres fængselsstraf lå i 2004 eller 2005 og var personens første fængselsstraf.

”For de undersøgte aldersgrupper, og både før og efter afsoningen, klarer danskerne og nordmændene sig bedst på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesgraden, målt som procentdelen, der har lønindkomst, er simpelthen højere end i Sverige og især Finland. Norge ligger generelt i top for samtlige aldersgrupper. Men Danmark følger efter. Og mens Finland generelt har den laveste beskæftigelsesgrad, som kun sjældent sniger sig op over 50 procent, er der større udsving i tallene fra Sverige, hvor der er et markant dyk i beskæftigelsesgraden i årene lige omkring afsoningen,” skriver Rockwool Fondens Forskningsenhed.

URL: https://cafeexit.dk/afsonere-i-danmark-og-norge-har-hoejere-beskaeftigelse-end-i-finland-og-sverige/